Butter chicken

Klassisk indisk ret der bare smager himmelsk. Den er ikke stærk, men bare fløjlsblød og velsmagende. Server med basmatiris og gerne med hjemmelavet naan brød

Ingredienser

Passer ca. til 4 personer. Jeg laver typisk dobbelt portion, så der er rester til et par dage. Den bliver ikke dårligere af at stå en dag i køleren.

  • 600g kyllingefilet
  • 1,5 spsk natron eller bagepulver
  • 1 ds hakkede tomater
  • 3 spsk tomatpuré
  • 25g smør
  • 1 stort løg, grofthakket
  • 3 fed hvidlød. Hakket normalt. Behøver ikke være fint hakket
  • 2-3cm ingefær – altså uden skrald. Riv det fint.
  • 2 tsk. Garam masala (findes som krydderi i dit lokale supermarked)
  • 1 tsk. stødt koriander
  • 1 tsk stødt spidskommen
  • 1-2 tsk. chilipulver (1, så er retten slet ikke stærk, 2 så får den en smule bid)
  • 1 tsk. gurkemeje
  • 1/2 spsk sukker
  • 4 dl piskefløde eller madlavningsfløde
  • Salt og peber
  • Smagsneutral olie
  • Basmatiris
  • Koriander eller forårsløg, hvis du som os ikke er til koriander.

Opskrift

Skær kyllingen ud i mundrette stykker. Hæld natron eller bagepulver ud over mens du roder rundt i kyllingen, så alt er vendt i det. Stil det til side i 25 min. Når de 25 min er gået, så skal kyllingen skylles grundigt under koldt vand og bagefter duppes helt tør med et par rene viskestykker eller lign. Drys salt og friskkværnet peber over og steg dem ved høj varme i kort tid. De skal ikke være gennemstegte, bare få lidt farve, så de ikke er rå. Stil dem til side.

Smelt smør og en spsk olie i en gryde ved lidt over middel varme (ca. niveau 7). Steg løg til de er klare. Tilsæt krydderier, hvidløg og ingefær og steg videre et par minutter. Rør rundt hele tiden, så intet brænder på. Tilsæt tomatpure og steg med et minuts tid. Tilsæt fløde, sukker og de hakkede tomater.

Blend det hele med en stavblender nede i gryden og så lad det ellers stå ved lav varme og træk noget smag i en 10 minutters tid under jævnlig omrøring. Smag til med salt og peber. Tilsæt kyllingen og skru helt ned 3 på komfuret. Lad det småsimre i ca. 20-25 min. under jævnlig omrøring. Imens tilbereder du basmatiris og steger evt. de førnævnte naanbrød.

Hak koriander / forårsløg og server det hele, enten som portionsanretning eller bare tag-selv bord. Smager pragtfuldt.