Appelsinislakager med appelsinsalat

Når desserten skal være lidt finere end bare en skive regnbueis, så var det måske en ide at hoppe på den her opskrift.

8 personer

 

Appelsinis
3 pasteuriserede æggehvider (ca. 1 dl)
100 g florsukker (ca. 2 dl)
3 pasteuriserede æggeblommer (ca. ½ dl)
100 g florsukker (ca. 2 dl)
1 spsk vaniljesukker
½ liter Karolines Køkken cremefraiche 18%
2 spsk fintrevet appelsinskal (fra økologiske usprøjtede appelsiner)
2 dl friskpresset appelsinsaft

Sød rasp
1/4 tsk stødt kardemomme
50 g rasp (ca. 1 dl)
3½ spsk sukker
50 g smør

Appelsin- og sveskesalat
6 usprøjtede appelsiner (ca. 1,3 kg)
100 g sukker (ca. 1¼ dl)
100 g granatæblekerner

½ liter vaniljeflødeis (se opskrift andetsteds her på sitet)

 

Appelsinis: Pisk æggehviderne stive, tilsæt florsukker og pisk i ca. 1 min., til hviderne er seje. Pisk æggeblommer, florsukker og vaniljesukker til en luftig “æggesnaps”. Vend cremefraiche, appelsinskal og -saft i “æggesnapsen”. Vend forsigtigt æggehviderne i blandingen og kom den i 8 engangskopper (a ca. 2 dl). Frys isen ca. 2 timer – rør 4-5 gange under indfrysningen.

Sød rasp: Kom rasp, sukker, kardemomme og smør i en pande. Rist raspen ved kraftig varme og under omrøring i ca. 1½ min. Derefter ved jævn varme ca. 6 min., eller til den er gylden. Vend konstant så det ikke brænder på. Den skal kun være gylden og ikke mørkebrun. Lad den søde rasp køle af til den er håndvarm.

Appelsinis, fortsat: Fordel den kolde, søde rasp på appelsinisen og pres forsigtigt raspen fast. Dæk kopperne med alufolie og stil islagkagerne tilbage i fryseren. Frys isen i mindst 8 timer.Tag isen ud af fryseren og stil den i køleskabet ca. ½ time før serveringen.

Appelsinsalat: Skær skrællen af en appelsin. Fjern den hvide del og skær den gule i meget tynde strimler – ca. ½ dl. Skær skal og hinder af 3 appelsiner – følg frugtens form. Skær (over en skål) langs appelsinbådenes hinder så fileterne løsnes, uden at hinderne følger med – gem fileterne. Pres saften af alle appelsinerne (ca. 2 dl). Kom appelsinsaft og sukker i en lille, tykbundet gryde. Kog det ved jævn varme og uden låg til der er ca. 1¼ dl sirup. Kom appelsinstrimler i siruppen. Lad blandingen køle af. Vend fileter og granatæblekerner i. Bemærk. Salaten kan blive meget sød. Brug evt. mindre sukker eller udelad helt sukkeret og appelsinsaften og brug kun fileter, granatæblekerner, og appelsinskal som et frisk pust.

Ved serveringen: Vend islagkagerne ud på tallerkener med raspen nedaf og læg en kugle vaniljeflødeis på hver islagkage. Anret appelsinsalaten til.