Endnu en “thai” lignende suppe. Denne gang med opskrift fra Bali. Basisingredienserne er de samme: Karry, kokosmælk og ikke mindst tigerrejer.
5 personer
- 25-30 tigerrejer
- 4 spsk olivenolie
- 1½ spsk karry
- 2 fed hvidløg
- 4 dl kylllingebouillon
- 4 dl kokosmælk
- ½ tsk gurkemeje
- ½ bundt forårsløg
- Havsalt
- Peber
Obs. Denne opskrift er til en forret. Skal det være som hovedret, skal du gange mængden af ingredienser med 2 til 3.
Pil de rå rejer. Svits skallerne fra rejerne i olivenolien i en gryde sammen med hvidløg og karry i nogle minutter. Kom bouillon i og kog op. Fisk rejeskallerne op med en hulske. Hæld kokosmælken i. Lad suppen koge til den har fået en cremet og jævn konsistens (ikke for høj varme – og husk at røre i den med jævne mellemrum) – Max. 7-8 minutter. Smag til med salt, peber og gurkemeje. Tilsæt de rå rejer og lad dem koge med i 3-4 minutter indtil de har fået farve og er begyndt at krumme sig sammen (endelig ikke for længe, for så bliver de hårde).
Fisk rejerne op og anret i små portionsskåle, så der er lige mange til hver. Fordel suppen over rejerne og pynt med lidt semi-finthakket forårsløg.